Står bag nogle af tidens største danske hits
Vinder af Steppeulvens pionerpris
International succes
Laid Back
Den danske duo Laid Back, bestående af Tim Stahl og John Guldberg, har været aktiv siden slut 70erne. Duoen brød igennem med megahittet Sunshine Reggae, som stadig den dag i dag skinner med sine musikalske solstråler.
Sangen er at finde på gruppens succesrige album ”Keep Smiling” fra 1983. Albummet indeholdt også den populære single White Horse, der blandt andre er blevet samplet af selveste Justin Timberlake og Snoop Dogg.
Begge tracks er nogle af de største hits lavet af en dansk kunstner og med dem skabte Laid Back originale oaser af synthpop, der er for evig forgrenet i musiklandskabet.
I 1990 sendte Laid Back singlen ”Bakerman” på gaden med tilhørende video instrueret af Lars Von Trier. Videoen ramte ned i storhedstiden af MTV-æraen og blev en af de mest populære på den europæiske del af kanalen, og blev kåret som en af de 100 bedste videoer nogensinde.
I 2019 kunne den danske duo fejre 40års jubilæum, hvilket de markerede med deres seneste album Healing Feeling. Samme år modtog Laid Back pionerprisen ved årets Steppeulv-uddeling for deres bidrag til dansk musikhistorie.